Trainee i træ
Når der skal vælges uddannelse er der en skov af muligheder. Og
det kan være svært at finde ud af præcist hvor man passer ind.
Derfor kan det være en god idé at prøve sig selv af i praksis. Det
har man nu gjort muligt i træ- og møbelindustrien med den nye
trainee-ordning. Som trainee kan unge mellem 15 og 18 år prøve
kræfter med et "rigtigt job" inden valget træffes. Som trainee kan
den unge få praktisk erfaring ved at prøve at arbejde med flere
typer maskiner mv. end normalt. Det kan gøres fordi den unge er
under konstant vejledning af en operatør, der har et grundigt
kendskab til maskinen.
Trainee-ordningen bygger på en dispensation fra "Bekendtgørelsen
om børn og unges arbejde" fra Arbejdstilsynet. Dispensationen kan
gives når følgende krav er opfyldt:
- Man skal være fyldt 15 år og ikke være undervisningspligtig,
det vil sige man skal have folkeskolens 9. klasse.
- Arbejdet skal udføres under effektivt tilsyn af en faglært over
18 år inden for området.
- Man får en grundig instruktion i brugen af maskinen og lærer
hvad en sikker brug indebærer.
- Man må ikke arbejde med maskiner, hvor der er risiko for at
komme i kontakt med farlige bevægelige dele.
I praksis betyder det at man må arbejde med følgende:
- Afkorter med mekanisk fiksering af emnet
- Bordfræser med automatisk fremføring
- Mejselstemmer
- Multisav til bearbejdning af emner over 1 meters længde
- Horisontal pladesav
- Presseudstyr med tohåndsbetjening
- Tykkelseshøvl til bearbejdning af emner over 1 meters
længde
- CNC-bearbejdningsmaskine ved anlæg afskærmet med støjhus
- Dobbelttapper med ilægningsmagasin eller automatisk
ilægning
- Enkelttapper med automatisk fremtræk, ilægningsmagasin eller
automatisk ilægning
- Kantlimer med ilægningsmagasin
- Kehlemaskine med ilægningsmagasin
- Sinkemaskine - automatisk
Trainee aftale
Virksomheden skal indgå en skriftlig ansættelseskontrakt med den
unge i forbindelse med trainee-aftalen. Hent
kontraktskabelon.
Aftalen er tidsbegrænset og kan maksimalt løbe over 6
måneder.
Kopi af aftalen sendes til:
Snedernes Uddannelser
Bygmestervej 5, 2
2400 København NV
Vi er behjælpelige med at finde en plads som trainee et sted,
hvor der efter traineeperioden kan være mulighed for at få en
læreplads. Vi har mange ledige praktikpladser og som et af de få
fag udsteder vi praktikpladsgaranti for unge, der ønsker at tage
uddannelsen.
Forberedelse
Inden trainee-jobbet påbegyndes udarbejder virksomheden en plan
for hvilke arbejdsopgaver jobbet skal indeholde, og hvordan det kan
ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Her sikrer virksomheden, at der
kun arbejdes med maskiner fra listen ovenfor.
Virksomheden udpeger en faglært medarbejder, som er ansvarlig
for traineen. Medarbejderen skal give den fornødne instruktion
undervejs.
For at lære om sikker betjening af en række maskiner i træ- og
møbelindustrien, anbefaler vi at bruge maskinkorekort.dk, som er et
elektronisk læringsværktøj. Det giver både en introduktion til
sikkerhed og samtidig forståelse af maskinens funktionalitet.
Arbejdet
Aflønningen er fagets mindsteløn for unge under 18 år inden for
overenskomstområdet mellem DI og 3F - den ligger pr. 1. marts 2011
på kr. 65,05 i timen.
Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen. En trainee må kun arbejde
inden for normal arbejdstid og kan ikke indgå i aften- og
nathold.
Yderligere information
fås hos TMK, TA og 3F:
Snedkernes Uddannelser
Bygmestervej 5, 2
2400 København NV
Att.: Ole Egemose
Telefon: 2032 6511 / 7020 8630
e-mail: oe@tu.dk
Træets Arbejdsgiverforening
H. C. Andersens Boulevard 18
1787 København V
Att.: Michael Eirup
Telefon: 3377 3434
e-mail: ta@di.dk
3F
Industrigruppen
Kampmannsgade 4
1790 København V
Att.: Søren Heisel
Telefon: 7030 0300
email: soren.heisel@3f.dk
|