Virksomheden - lærlingeuddannelsernes vigtigste led!
De danske lærlingeuddannelser regnes blandt verdens bedste
faglige uddannelser.
En af de vigtigste grunde til dette prædikat er det bærende
princip i de faglige uddannelser:
En vekslen mellem virksomhedspraktik og skoleophold.
Vekseluddannelsessystemet sikrer lærlingens opnåelse af faglige
færdigheder og kompetencer under uddannelsen på praktikvirksomheden
og skoleopholdene, hvor lærlingen dels arbejder med teoretiske
emner, dels udfører praktiske opgaver i skolens værksted.
Hvad forventes af virksomheden og hvad kan virksomheden
forvente?
I praktikuddannelsen skal eleven beskæftige sig med varierende
arbejdsopgaver således, at der gives oplæring i alle
arbejdsdiscipliner. Praktikuddannelsen skal sammen med
skoleuddannelsen føre til, at eleven når uddannelsens samlede
kompetencemål.
Individuel uddannelsesplan mm.
Når din virksomhed har indgået en konkret uddannelsesaftale med
jeres nye elev, tager skolen initiativ til at udarbejde en
individuel uddannelsesplan for elevens uddannelsesforløb. Elev,
skole og virksomhed er løbende ansvarlig for at følge op på
uddannelsesplanen og herunder tage initiativ til en evt.
revision.
I de praktikperioder, der følger efter en skoleperiode, skal
uddannelsen i virksomheden tilrettelægges, så skoleuddannelse og
praktikuddannelse supplerer hinanden på en hensigtsmæssig måde, der
er fastsat i de krav, der fremgår af uddannelsesordningen for
maskinsnedker- og produktionsassistentuddannelsen.
Eleven udstyres ved opstart på skoleundervisningen med en
såkaldt uddannelsesbog, der fungerer som bindeled mellem
henholdsvis skole- og praktiktiden i virksomheden. Heri indsættes
løbende bevis for gennemført og bestået uddannelse på skolen,
ligesom virksomheden udsteder praktikpladserklæringer på baggrund
af de gennemførte praktikperioder i virksomheden.
|